Viser opslag med etiketten seminariet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten seminariet. Vis alle opslag

26. januar 2012

Femten piger med flagrende kjoler

I dag har jeg lavet takkekort, som jeg skal sende ud til de gæster, jeg havde til brunch i søndags i anledningen af, at jeg nu er færdiguddannet. 

Kortene er stort set ens, men baggrundsfarven og designarkene er forskellige. Det var nødvendigt at finde på en linje at arbejde ud fra, når der er tale om så mange kort. Jeg er fint tilfreds med dem. Stemplet er fra The Greeting Farm og jeg har selv overført ordet "TAK" på bogen via overførsel fra transparent. Jeg synes, stemplet passede så fint til anledningen.  

Kortene købte jeg i Panduro i tre forskellige farver (brun, lysegrøn, lilla) - str. A6 - du kan få en pakke med 5 stk. for omkring 20 kr. Jeg købte også min første Distress Ink stempelpude - det bliver ikke den sidste! Jeg synes, den er god. Jeg valgte farven "Walnut stain" og den kostede omkring 65 kr.

Jeg var i Panduro i går for lige at købe lidt forskelligt, inden mit studiekort udløber. Hvis du er studerende, kan du nemlig få 10% hos Panduro ved fremvisning af studiekort - det er dejligt!

God aften til jer alle :-)

22. januar 2012

♥ Et smil i hjertet ♥

Jeg vågnede op til et snedækket landskab til morgen og tænkte:
Dejligt jeg ikke skal noget i dag! 

.... men se der tog jeg fejl. Min familie havde i forbindelse med afslutningen af min uddannelse inviteret en masse dejlige gæster til surprise-brunch :-)

Skøn mad!
Smukke blomster - og mennesker :-)
Og fantastiske gaver og søde kort!

Det var en dejlig overraskelse og dagen var så fin og skøn, så dermed et lille smil fra hjertet herfra. Jeg håber også, I har haft en god søndag. 
------------------------------------------------------------------------------
Også lige lidt billeder fra et flot vinterlandskab, som jeg efterhånden havde troet først ville indtræffe sidst på året - det er nu smukt:

17. januar 2012

Sikke en lettelse...


.. min eksamen gik så fint og jeg er nu færdig som pædagog. Det er en meget underlig fornemmelse, men også utrolig rart. Nu glæder jeg mig til at holde lidt fri, inden jeg starter på nyt arbejde. Jeg glæder mig til at få tid til det kreative, blogland og meget andet, der har stået standby længe.

Jeg havde købt en lille gave til min vejleder - kortet blev lavet rimelig hurtigt i går aftes, men det blev så fint og hun blev glad, så det var dejligt: 
Tusind tak for de søde kommentarer under min skriveproces og inden min eksamen - det er hyggeligt at få dem med på vejen :-)

(Billedekvaliteten er desværre ikke så god - sommerlys snart, tak! ;-)

6. januar 2012

Bachelorprojektet er endelig afleveret!

Åhh ja, så er min afsluttende opgave afleveret :-) Det seneste døgn har været skrækkeligt stressende og jeg nåede det heldigvis lige på et hængende hår.

Det kan være super svært at finde ro efter en sådan proces, men en tur langs vandet på denne flotte, let blæsende og solbeskinnede dag kan gøre underværker :-)




(hvis du besøgte bloggen tidligere og billeder var KÆMPE store, skyldes det, at jeg forsøgte at opdatere bloggen via min iPhone - det var så ikke så vellykket.. Gad vide, om man kan gøre billederne mindre, når jeg opdatere sådan?) 

15. oktober 2011

Kreative småfolk

Jeg er i fuld gang med min linjefagseksamen på seminariet. Jeg har et linjefag, som kaldes værksted, natur og teknik. Vi har afleveret opgaven for en uge siden og har i denne uge været ude og lave projekt i en børnehave, som havde sagt ja til at deltage. 

Projektet handler om træer og har fokus på æstetiske læreprocesser. Vi lånte børnene to formiddage og tog dem med i Fælledparken. Vi skulle se på træerne i parken sammen med børnene og give dem lidt kendskab til forskellige arter af træer. Bagefter skulle børnene tegne og male. Vi medbragte et mobilt værksted med al materiale til skabende processer i naturen - pakket i en rygsæk.   

Det tog tid at gøre vores mobile værksted klar. Vi skulle bl.a. blande maling. Vi er meget glade for at arbejde med Ecoline, som er en flydende akvarelmaling, der er super flot og klar i farven, så det ville vi gerne have at børnene skulle male med. Derudover skulle vi gennemtænke forløbet og huske alt det, det kunne tænkes vi kunne få brug for. 
Vi undersøgte træerne omkring Sansehaven i Fælledparken og oprettede herefter det mobile værksted ved borde og bænke. 
Vi havde 7 børn med og det hele gik ud over al forventning. Børnene var meget åbne, de var deltagende og opmærksomme - desuden var de med på de aktiviteter, vi satte i gang, hvilket var dejligt :-)

 

Den første dag tegnede og malede børnene træet som helhed med de enkelte dele såsom stamme, grene, krone osv. 
Næste dag tegnede de detaljer fra træet, efter vi havde samlet blade, grene, frugter osv. 
Tegne/male-processen var som følgende:
  1. Børnene fik udleveret en tegneplade med akvarelpapir tapet fast med malertape - det giver en flot hvis ramme bagefter! 
  2. Børnene tegnede først med sort sprittusch
  3. Børnene tegnede med oliekridt (farver valgfrit)
  4. Børnene malede med Ecoline akvarel i efterårsfarver

Vi synes vi fik indsamlet noget meget fint og brugbart eksamensmateriale og tilmed var det en stor fornøjelse at være sammen med børnene og opleve deres fantastiske og umiddelbare kreativitet. 

Rigtig god lørdag til jer allesammen!

24. januar 2011

Januar 2011

Fødselsdagskort og gave til min mor:

Fødselsdagskort og gave til Thomas, der blev 4 år.


Jeg manglede et æske til smykker og lavede denne:

Det er en papæske beklædt med sider fra en bog. Bogen er en ret gammel bog med H.C. Andersens eventyr, som jeg har arvet fra min mormor og morfar. Jeg har to af dem og den mest slidte, har jeg doneret til kreativ udfoldelse. Jeg synes billedet, som er på låget var godt - det stammer fra eventyret 'De vilde svaner', så det er sider fra dette eventyr, der pryder æsken.

Januar stod også på linjefags projekt på seminariet - det er virkelig ikke min ynglings beskæftigelse... Vi skulle lave en aktivitetsplan for vores kommende praktiks målgruppe - jeg har lavet til vuggestuebørn.

Aktivitet med vand og farver - her males der med Ecoline:

Her med Ecoline og Neocolor II:

Her en aktivitet med isterninger i forskellige farver, hvor fokus mest er rettet mod den sansemæssige oplevelse. Isterningerne kan bruges som klodser til at bygge med, hvis børnene har lyst. Isterningerne er farvet med en smule konditorfarve/frugtfarve:

Til sidst sæbebobler af klassisk blanding (vand, opvaskemiddel og glycerin):

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...