Viser opslag med etiketten stempler. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten stempler. Vis alle opslag

18. juni 2013

Så skete det igen...

...stempelsamlingen er udvidet! 

Det er altså død-tarveligt, at Søsterne Grene hele tiden laver nye stempler! Jeg kan ikke lade være med at rode i kassen og se om der er nogen, jeg ikke har. 

Disse fem stempler er jo uundværlige! Er du ikke bare lidt enig?


27. maj 2013

Fransk skønhed

Skønne stempler fra Zoé de las cases - købt på Louisiana. 
De er virkelig fine, så ikke engang prisen kunne få mig til at lægge dem tilbage på hylden :-)

14. maj 2013

Nogen gange er man heldig...

Jeg har gjort en god handel og føler mig derfor heldig. Fru Hansen solgte ud og jeg fik fingrene i hele 29 promarkers. Jeg har ofte set andre bloggere bruge promarkers til fx dekorering af stempler. Jeg har selv ingen erfaring med dem, men så det som en god mulighed til at få dem inden for døren. 

I går kom de så og jeg glæder mig til at prøve dem: 


Er du glad for dine promarkers?

2. april 2013

TEATER-TOSSET

Jeg er vist noget af en teater-tosse. Jeg elsker teater og har en klar forkærlighed for musicals. I weekenden fik jeg lov til at opleve en musical hele to gange. Jeg ser hvert år musicalen som Espergærde Ungdomsskole sætter op omkring påske. Og så vil mange sikkert tænke, at det er nok er amatørteater i en virkelig ringe klasse. Helt ærlig, hvad kan 85 unge mennesker mellem 16 og 25 år egentlig?! Jeg vil love, at det er teater i en tæt på professionel indpakning. En stor flok af engagerede og dygtige unge, som helt sikkert er lige så tosset med teater som jeg. Den eneste forskel er nok bare, at de står op scenen og jeg nøjes med at sidde blandt publikum. De øver i seks måneder og leverer altid en bragende flot forestilling. Grunden til jeg så det to gange i år, skyldes at min søster var en af skuespillerne i år - en klar win-win situation :-)


Nå, men på premiere-dagen skulle min søster selvfølgelig have blomster og et fint kort. Kortet blev dette:


Stemplet har jeg selv lavet af viskelæder og jeg blev selv svært tilfreds med resultatet. Jeg synes, det med stempler i viskelæder er en svær disciplin, hvis motivet skal ligne noget særligt, men det lykkedes altså denne gang. Borten er også stempler - ja det er alt på kortet vist :-) 


Den næste musical jeg skal se, bliver Hair på Østre Gasværk her i april og jeg glæder mig :-) 
Tak for dit altid dejlige besøg!

17. marts 2013

Lige nu...

... sker der mest på Instagram, så jeg håber du følger med

Bloggen skal nok komme på benene snart igen, men indtil da er et par moment-photos fra Instagram ikke til at kimse af :-)

De første billeder er fra en masseproduktion af stempler sammen med hende her :-)

- En2en2 højre venste sutsko -

- der har været en lille påskehøne, den har lagt et påskeæg - 

- sure tæer i saftevand - 

- sneflokke kommer vrimlende - igen! -  

- kejserindens nye forårs klæder - 


- stempeltryk i børnehøjde - let som en leg - 

- ynglingsmotiv med bølger og blæst - 

- jeg gik ud i vintersol for at finde en viol, men for sne og kolde vinde var 
violen ej at finde. Da jeg vendte og gik væk, fik jeg øje på en lille gæk - 

Håber du har nydt din weekend!

27. februar 2013

Forrygende og inspirerende workshop med viskelæder og sværte

I weekenden var jeg til stempelworkshop arrangeret af Puk og Mille. Mille lagde hus til workshoppen og Puk var underviser. 

Det var nogle rigtig hyggelige og lærerige timer, som jeg tilbragte sammen med Christina, 2 x Mette, Kirsten, Malene, Merete, Heidi og selvfølgelig Mille og Puk.   

Vi blev alle budt velkommen og fandt herefter vores plads om bordet. Vi fik hver en stak papir, kuverter og stickers som vi kunne trylle med i løbet af formiddagen og bringe resterne med os hjem. Sponsorerne for dagen var Søsterne Grene og Creas. 


Et fint bordkort med et sødt kaninstempel - selvfølgelig et stempel, som Puk selv havde lavet.  


Det flotte udvalg af papir, kuverter og stickers:


Vi havde mange materialer på bordet. Jeg havde taget en del med selv, men jeg havde ikke brug for særlig meget af det, for der var simpelthen ALT, hvad vi skulle bruge (også kage! ja og kaffe/the). 


Vi lagde ud med at tegne skitser og senere skar vi vores stempler ud i viskelæder ved hjælp af en meget enkelt teknik, som du kan læse mere om her!

Teknikken er simpel, men kan udvides alt efter dit motiv, derfor er der masser af udvikling og muligheder i teknikken. Vi lagde ud med at lave et stempel af viskelæderet for enden af en blyant. Jeg lavede et trekant-stempel:  


Bagefter fik vi gang i at tegne skitser, udvælge motiv og begynde at skære med linoleums-kniven. Mit andet stempel blev dette:
   


Jeg nåede lige endnu et - nemlig dette: 


Jeg har ikke fået taget billeder af os alle i aktion, men du kan se flere billeder fra workshoppen og de andres stempler hos: 





På vej hjem smuttede jeg i Tiger og indkøbte en stak viskelæder og hjemme bestilte jeg en linoleums kniv, for jeg er langt fra færdig med at lave stempler. En helt ny verden er åbnet og den vil jeg klart undersøge nærmere. Der er jo nærmest ingen grænser for motiv, så længe tålmodigheden kan holde til det. 


Jeg havde taget en gavepose med til Mille og Puk, der stod for arrangementet. Jeg havde søgt lidt rundt på deres blogs for at finde inspiration:


lys / knapper til Puk - cupcake-vedhæng til Mille / slikkepinde / vokset neonsnor / stickers: dots i neon, guldstjerne / stempel / masking tape / en krukke m. låg:   


Krukken med låg havde jeg købt i Søsterne Grene. Jeg havde selv "pimpet" den op med papir og perler på låget. Jeg lavede det efter Cecilies DIY:




Det er første gang jeg har mødt kreative blog-kvinder live og det var rigtig god og hyggelig oplevelse! Workshoppen var virkelig godt tilrettelagt og jeg fik rigtig meget ud af at deltage. 

:-)

13. januar 2013

Stempel workshop


Jeg har tilmeldt mig en stempel-workshop med Puk [The Puk Projekt] som underviser. 
Her lærer du at skære dine egne stempler i viskelæder samt får ideer til gaveindpakning, gavemærker, kort osv. 
Workshoppen afholdes på Østerbro i København og koster 200 kr. 



--o-o--

Bloggen har fået lidt nyt design. Jeg fandt hjælp til min header i Maries [Maries Fabrik] detaljeret DIY 
om netop headers. Jeg kæmpede som altid med, at få headeren til at centrere og fylde hele bloggens 
bredde. Det lykkedes uden jeg blev klogere på, hvordan jeg gør det nemmere næste gang. 

23. december 2012

23. december # Dagen før dagen


Sneen daler og fyger - mon ikke det bliver en hvid jul i år?!

Jeg er stadig lidt småsyg, men jeg regner stærk med, at jeg er klar til i morgen. 
Det er en af de dage, jeg slet ikke har lyst til, at gå glip af!

Jeg har fået lavet nogle af mine til og fra kort - resten må jeg lige bikse sammen i morgen. Jeg har brugt nogle pap-hjerter, som jeg har betrukket med guldpapir, hvorpå jeg har stemplet et julemotiv. Bagpå har jeg limet et sort hjerte, hvor jeg har stemplet "til og fra", "god jul" samt tilføjet modtaget, afsender og små snefnug med en guld tusch. til sidst har jeg limet en sort bast-snøre på, så det er lige til at hænge på julegaven :-)
  


Ja, og julegaverne i år - de ser nogenlunde sådan her ud. Mit fantastiske grafiske papir er ikke så juleagtigt, men jeg prøver lidt nyt i år - farver, ja tak! Som du kan se mangler der stadig nogle gavemærker. 


Til aften har jeg lavet konfekt med min søster - hygge, hygge :-)

Er du klar til jul?

7. juli 2012

Blomster

Endnu et mini-kort, der ligger i puljen i min give away, som løber frem til den 1. august:

Forsiden af kortet har jeg stemplet med grøn stempelfarve, hvor jeg med post-its har dækket af, hvor jeg ikke ønskede stempelfarve. I de to hvide cirkler har jeg så sat to blomster lavet af en gul og en
orangeprikket blomst - i midten en orange rhinsten. Kortet har indeni fået et hvidt skrivefelt med 
blomstret kant samt nogle små stempeltrykte blomster.  

Tak for dit besøg og god aften!

 

23. maj 2012

Sommer, sommer & sol

Så ramte sommeren for alvor Danmark! Det er da helt fantastisk :-)

Jeg har et kort at vise jer i dag - faktisk det, jeg omtalte i det forrige indlæg, men som du kan se, så er kortet slet ikke det samme. 

Kortet lavede jeg til en kollega, som fyldte rundt i weekenden. Hun fik det sammen med en gave fra alle kollegaerne i børnehuset. Jeg havde først tænkt, at lave et Donna-inspireret kort, men da tallet var klippet og syet, kunne jeg slet ikke få det til at passe sammen med noget andet. Det endte med, at jeg måtte lægge det fra mig og starte på et helt nyt, for min kreative del af hjernen var gået helt i stå.

Nogen gange så går det som en leg at lave kort og andre gange skal der bruges mange kræfter på at hive ideer frem. Nå, men jeg fik heldigvis lavet dette kort til hende:  
Sommerfuglene er klippet ud fra Panduros "The Mariposa Stack" og sat på klædepuder i forskellige tykkelser, for at skabe forskellige niveauer. Det øvrige papir er vist også fra Panduro. Bogstavet er af pap, som jeg har malet med mat hobbylak. I kanten har jeg syet guldsting og i venstre hjørne har jeg stemplet "Tillykke med dagen" - købt hos scrapper.dk. 

Til sidst et billede af disse fine purløgsblomster, som for tiden springer ud:

1000 tak for besøget og god aften :-)

16. april 2012

Mads 2 år # Bidrag til Panduros udfordring

Mads er blevet to år og jeg sendte ham dette fødselsdagskort:
 
Jeg har stemplet efter "masking-metoden" på akvarelpapir og som altid farvelagt med flydende akvarelfarve.
Bogstaverne er brads og stempelmotivet er sat fast med masking-tape fra Søsterne Grene.  
Jeg vil bruge kortet som bidrag til Panduros udfordring, som du kan læse om her! 

Temaet denne gang er farvelægning og der lukkes for bidrag om et par dage.

Tak for besøget!

31. marts 2012

Farverig fødselsdags-lørdag

Jeg har fejret min venindes fødselsdag i dag! Her er kortet jeg lavede til hende: 
Jeg fandt på at afprøve en ny metode, jeg har læst om her, som kaldes "masking". Ganske kort handler det om, at stemple flere forskellige motiver ovenpå hinanden. Først stemples det motiv, man ønsker skal være i forgrunden. Herefter stemples det på en post-it som klippes ud, så det kan dække over det netop stemplede motiv, så der ikke stemples herpå ved næste stempel og sådan forsætter det. Det er lige med at finde fidusen og så går det egentlig ganske let. Jeg kunne se på resultatet, at det er vigtigt, at klippe de post-it's, man bruger helt ind til motivet ellers kommer der områder uden motiv, som det ses på mit forsøg (fx mellem pigens kjole og blomsterne i højre side). Papiret, jeg stemplede på, var heller ikke helt optimalt, da jeg nåede til Ecolinen som motiverne er farvelagt med - det sugede ikke farven så godt. 

Gaven til hende gav jeg sammen med en anden veninde og den bestod bl.a. af denne kuffert fyldt med krea-sager! Jeg har fundet inspirationen hos Denise med bloggen Herligheder. Hun har både lavet en børne-udgave og en voksen-udgave.

Min udgave ser du her:

Bogstaverne har jeg lavet i Word, som jeg har printet og klippet ud - jeg har limet dem fast med alm. lim

Mange gode sager - de fleste købt hos Søsterne G
 
Alpacagarn, neon-farvet akrylmaling, limstift, Hama perler, lædersnor, pailletter, masking tape, filtkugler, perler, øjne, filthjerter....   
... i kuvertlommen på låget gemte jeg lidt fine mønstrede manillamærker - det orange filt holder styr på nålene.

Lidt stemningsbilleder fra fødselsdagen: Flotte pop-cakes, lækre boller (opskrift fra bloggen) og farverig lagkage :-) 


Ikke dårligt at tilbringe den sidste dag i marts på den måde! I morgen byder vi april velkommen!

10. marts 2012

S som Simon

Simon blev 2 år og jeg benyttede chancen for at afprøve et af mine nye stempler. Havde jeg haft bedre tid, da jeg lavede det, ville jeg nok have lavet lidt flere detaljer. Kortet blev dog meget fint alligevel, synes jeg.

Blåt bånd bundet gennem et par hvide eyelets. S'et er et papbogstav, som jeg har malet over med mat hobbylak. Jeg trykte stemplet med blå stempelfarve fra en stempelpude og udfyldte det med Ecoline akvarel. Jeg malede på akvarelpapir, men da farven på papiret ikke var rigtig hvid og derfor ikke passede til kortet, klippede jeg motivet ud og fik det limet på hvidt karton i stedet for.


Jeg håber også, at forårs-solen skinner udenfor dit vindue.
Tak fordi du tog dig tid til at besøge bloggen.



27. februar 2012

Stamp Mania - et væld af farver og motiver

I går kunne jeg endelig få taget lidt ordentlige billeder i sollyset, så hermed mine nye indkøb, som kun består af stempler og stempelfarve - jeg har ikke prøvet noget af det endnu, men jeg er som sagt spændt på den flydende stempelfarve. 
Stempelfarve i forskellige farver og typer
Fine stempler til til enhver højtid. Jeg er egentlig mest til stempler på træklods, men de fås ikke i så mange forskellige varianter længere.  
De her clearstamps er bedre end dem ovenover, synes jeg. De er klippet til og i klart materiale - det er nyttigt, når stemplet skal placeres korrekt på kortet eller lign. 
Så en helt anden type på skumklods - det minder lidt om træklodserne. 

Så burde jeg være fyldt op med stempler for det næste lange stykke tid ;-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...